“Quiet firing” bliver ofte fremstillet som en bevidst strategi, hvor en leder presser en medarbejder til selv at sige op. I praksis er det sjældent så enkelt. I dette indlæg udfolder jeg de gråzoner, jeg har mødt som leder og HR-ansvarlig.

Når vi som HR-professionelle forsøger at løse andres konflikter, kan vi nogle gange komme til at bære ansvar, der ikke er vores. I dette indlæg deler jeg en personlig erfaring med, hvordan jeg lærte at sige fra – og hvorfor det er afgørende for at bevare mental bæredygtighed i HR-rollen. Som HR-ansvarlig står vi ofte midt i komplekse relationer. Vi bliver bedt om at mægle, løse og glatte ud – både for medarbejdere og ledere. Men hvad sker der, når vi som HR-professionelle langsomt mister os selv i andres dynamikker? Jeg oplevede det på egen krop, da jeg en gang blev bindeled mellem to ledere. Små uenigheder blev til misforståelser, og i forsøget på at skabe forståelse mellem dem, begyndte jeg at tage ansvar for kommunikationen imellem dem. Jeg formidlede budskaber, dæmpede konflikter – og forsøgte at bygge bro. Det føltes rigtigt i starten. Jeg ville hjælpe. Men langsomt mærkede jeg, at jeg kom til at bære noget, der ikke var mit. Jeg blev en del af problemet i stedet for en del af løs